|
Flere hundrede Socialdemokrater i Århus kendte ikke Morgendagens Heltinder – men det gør de nu. Ved et socialdemokratisk debatmøde den 25. maj var Morgendagens Heltinder nemlig mødt frem for at overrække årets eksterne Heltindepris til Helle Thorning-Schmidt.
"Helle, vi valgte dig først", pointerede afgående formand Susanne Hoeck med henvisning til Socialdemokraternes formandsvalg. "Og vi valgte dig ikke, fordi vi troede, du ville vinde – men fordi du i det hele taget stillede op…"
Helle Thorning-Schmidt takkede for skulderklappet: "Jeg er stolt og beæret over, at 600 stærke og selvstændige kvinder har valgt mig som modtager af Årets Heltindepris. Selv om jeg ikke selv synes, det er en heltinde, jeg møder i mit spejl hver morgen, sætter jeg virkelig pris på anerkendelsen. Forbilleder og rollemodeller er vigtige, og jeg kan kun være glad for, at Morgendagens Heltinder kan bruge mig i den funktion.
Men husk, at hverdagens virkelige heltinder blandt andet er jer. Fordi I aktivt går ind i kampen for at afskaffe myter og fordomme om kvinder med ambitioner. Fordi I blander jer i beslutningsprocesserne - blandt andet ved at arbejde for en barselsfond for selvstændige. Og fordi I har dannet det netværk, der kan være med til at sikre, at kvinder i stigende grad får indflydelse."
Blandt de medlemmer af Morgendagens Heltinder, der indstillede Helle Thorning-Schmidt til prisen, lød argumenterne blandt andet:
"Hvis hun bliver formand for Socialdemokraterne, vil hun være med til at ændre historien for altid. Uanset om man er socialdemokrat eller ej, så mener jeg, at hun er en rollemodel for mange kvinder. Hun tør-hun gør."
"Helle Thorning-Schmidt udfordrer de gamle magtfulde han-elefanter i et parti, der i den grad hænger fast i fortiden. Hun er et fyrtårn i denne magtkamp. Hun er proaktiv og fremadrettet. Og farlig. Hvis socialdemokraterne ikke vælger hende, så kan partiet lige så godt lukke og slukke."
"Sjov er hun også. Det er for eksempel ret skægt - og modigt - at stille sig op på en ekstraordinær kongres i Odense og til en samling LO-folk sige: "hvis Dansk Folkeparti er et midtersøgende parti, så er min taske en Fjällræv"! Det vidner om humor og selvironi."
"Jeg er overhovedet ikke enig med hendes politiske overbevisning, men synes hun er sej, fordi hun evner at forene sit intellekt og sin feminine side på en meget stærk måde."
|