|
Heltindeprofil: Anne Kirstine Hartvig, ny praktikant i MH
Netværk er vigtigt – også for studerende. Anne Kirstine Hartvig har som ny praktikant i Morgendagens Heltinder til opgave at gøre landets universiteter opmærksomme på alle fordelene ved netværkeri og samtidig præsentere de studerende for Morgendagens Heltinder.
| |
|
Anne Kirstine Hartvig har selv læst på Syddansk Universitet i seks år. Først studerede hun litteraturvidenskab, og nu er hun i gang med kandidatuddannelsen i kultur og formidling. Nu ser hun frem til at få praktisk erfaring i Heltinde-regi. - Jeg vil fordybe mig i, hvad netværk er, og hvad netværk kan. Jeg forventer at kunne bruge nogle af de ting, jeg har arbejdet med på universitetet, f.eks. målgruppe-analyse, siger Anne Kirstine Hartvig, der er 29 år og bor i Odense.
Flere studerende med i MH En af Anne Kirstine Hartvigs opgaver bliver også at trække flere studerende og yngre kvinder med ind i Morgendagens Heltinder. - Det er jo meget oppe i tiden at networke, og der bliver mere og mere fokus på, at du skal skabe dig kontakter undervejs i din uddannelse, så du ikke lige pludselige står der og er færdig, siger Anne Kirstine Hartvig. Hun ser Morgendagens Heltinder som et meget åbent forum. Derfor er der masser af fordele ved at være med i netværket for studerende. - Det er helt klart en fordel at være med i et netværk i stedet for at ringe ud i den blå luft med et spørgsmål. Hos Heltinderne kan du få kontakt til mennesker, du ellers ikke ville have mødt og få en masse hjælp, som også kan være en selvhjælp. F.eks. hvordan du starter en virksomhed op eller laver en hjemmeside, siger Anne Kirstine Hartvig. Hun fremhæver også, at det hos Heltinderne er meget forskelligt, hvad folk søger, og at ingen spørgsmål er for dumme. Og så er netværk yderst vigtigt for studerende i forhold til deres job-muligheder, da mange job jo ikke bliver slået op.
Studerende har meget at byde på Hun slår fast, at studerende også har meget at byde ind med i et erhvervsnetværk. - Vi har læst de nyeste bøger og har den nyeste viden om noget, folk måske har siddet med i mange år, pointerer Anne Kirstine Hartvig. Selv har hun alle spørgsmålene om work/life balance tæt inde på livet. For det er ikke helt nemt at være gift med en rejsende mand og være mor til to små piger og samtidig få det til at gå op med rollen som studerende og praktikant. - Jeg har taget en bred uddannelse og håber på sigt at få et spændende job. Jeg har kæmpe karriereplaner, men lige nu er de sat lidt i bero, for jeg er også mor med stort M. Men jeg tror, det er en fordel at få børn tidligt og så starte stille og roligt ud. At jeg så kan netværke undervejs, er kun en fordel, siger Anne Kirstine Hartvig.
|