Morgendagens Heltinder

En vinteraften for nogle år siden sad jeg i Skagen med nogle venner, drak rødvin og udvekslede røverhistorier. På et tidspunkt gik døren op, og en ældre herre bad om ro. Én i selskabet udbrød resolut: ”Dén, der har festen, har magten.”

Indlæg af Martin Iversen
Lige nu har København festen. Med klimatopmødet er byen blevet globalt samtaleemne – et positivt begreb ligesom Kyoto var det for nogle år siden. Det er et tiltrængt lys i en mørk tid. På kort sigt giver konferencen mulighed for øget omsætning og omtale til landets mange grønne eksportvirksomheder og på langt sigt kan konferencen forhåbentligt føre til, at der bliver skabt en bedre forståelse for bæredygtig udvikling. Til trods for disse positive elementer har jeg personligt et ambivalent forhold til klimakonferencen. Min skepsis bygger på tre ting: den økonomiske recession, de abstrakte målsætninger samt den næsten dogmatiske debatform.

Først den økonomiske krise (som nobelprismodtager og skribent på New York Times, Paul Krugman for nyligt navngav præcist som ”The Great Recession”). Det økonomiske tilbageslag har som bekendt været massivt. For første gang siden 1945 er der i 2009 udsigt til global minusvækst, tusindvis af fabrikker er lukket, der bliver produceret færre biler, busser og lastbiler. Og dem, der er tilbage på vejene, kører færre kilometer osv., osv. The Great Recession har medført en kolossal nedgang i det globale ressourceforbrug, men til gengæld har krisen også medført en eksplosiv stigning i den globale fattigdom. Fra forstæderne i verdens rigeste land USA, hvor almindelige familier nu bor i teltlejre og husvogne til Kinas millioner af arbejdsløse fabriksarbejdere. Recessionen har således løst en række af forureningsproblemerne, men til gengæld skabt nye økonomiske og sociale udfordringer. Derfor burde dagsordnen i København har været ændret fundamentalt: fra begrænsning af forurening til sikring af bæredygtig vækst.

Den anden baggrund for min skepsis overfor topmødet i København handler om målsætningerne. F.eks. ideen om at politikerne skal forpligte sig til en global temperaturstigning på maksimalt to grader. Enhver som kender sin verdenshistorie ved, at temperaturern

e historisk set har ændret sig ganske voldsomt og i helt uforudsigelige mønstre. At aftale fremtidige temperaturstigninger svarer til at køre på en kuperet vej, og pludselig bede føreren om en garanti mod fremtidige bakker. Desværre har klimadebatten medført absurde modstandsbevægelser f.eks. imod køernes prutter samt mærkværdige indslag som klimabevidste kunstudstillinger, CO2 neutrale forretter og afladsautomater i internationale lufthavne. Man kunne vælge blot at smile af den slags. Problemet er blot, at verden står overfor kolossale udfordringer jvf. ”The Great Recession” og de mange ofre. Basalt set er det en upassende luksus at bruge sin tid og penge på CO2 neutrale forretter og aflad i lufthavnen, når 2/5 af verdens befolkning lider under fattigdom, epidemier og analfabetisme.

Min tredje skepsis overfor klimadebatten handler om debat og ytringsfrihed. Problemet er vel basalt set, at klimateorierne nærmer sig en dogmatisk sandhed. Personligt har jeg flere gange oplevet overraskende voldsomme reaktioner fra venner og kollegaer, hvis jeg tillod mig at sætte spørgsmålstegn ved fornuften i klimaprioriteringen. Det ville være en trist ironi, hvis klimadebatten, der basalt set bygger på videnskabelig indsigt, ender som religiøs dogmatisme, hvor skeptikerne bliver til de vantro og tilhængerne til de rettroende.

Så kære Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen: I har festen. Brug nu magten fornuftigt og med omtanke.