|
Værdier i vækst
Af Charlotte Kirkegaard Næstforkvinde Morgendagens Heltinder Direktør Cand.jur. Unisex Progress
I Morgendagens Heltinder ser vi ikke kvinder som en homogen masse, men vi ser i hverdagen en række kvinder, der vækster udfra utraditionelle kriterier. Og i stedet for at forsøge at tilpasse disse kvinder til at tænke og vækste traditionelt, bør vi som samfund anerkende den forskellighed og lade kvindernes potentiale udfolde sig på egne præmisser. Morgendagens Heltinder har derfor besluttet at være med til at tage lederskab for at styrke og fremme kvinders potentiale på den erhvervspolitiske arena.
Den danske regering har besluttet, at Danmark inden 2015 skal være førende vækstiværksætter nation, og at kvindernes vækstpotentiale skal indfries. I dag er kun hver fjerde iværksætter og kun hver tiende vækstiværksætter en kvinde, så der er utvivlsomt et uindfriet potentiale. I Morgendagens Heltinder har vi en stor andel af kvindelige virksomhedsejere blandt vores medlemmer. Vi kan se, at en række kvinder tænker virksomhedsvækst på den traditionelle måde, hvor væksten måles i øget omsætning og antal medarbejdere.
Men vi ser også en anden tendens blandt vores medlemmer. En lang række kvinder er i udgangspunktet ikke lige så motiverede til hurtig økonomisk vækst, som mændene er. Mange kvindelige virksomhedsejere arbejder målrettet med værdibaseret og netværksbaseret udvikling som basis for økonomisk vækst. Begge dele er ikke umiddelbart målbare indenfor det traditionelle vækstbegreb, som primært fokuserer på hurtig økonomisk vækst målt på årlig omsætning og antal medarbejdere.
Værdibaseret vækst handler helt grundlæggende om, at man med sin virksomhed handler udfra nogle værdier, som spænder fra at ens produkter giver samfundet reel værdi, at de er miljømæssige bæredygtige til at man tager et etisk ansvar for produktionsmetoder og medarbejderforhold – Kort sagt, at man vækster ansvarligt og kvalitetsbevidst både på den korte og den lange bane.
Netværksbaseret vækst handler om, at man som virksomhedsejer indgår ad-hoc samarbejder med andre virksomhedsejere om konkrete projekter. Det kan foregå ved at man har en række faste samarbejdspartnere, man trækker ind ved større opgaver eller at man tilfældigt mødes og udvikler nye ideer til produkter eller ydelser, som man samarbejder om. Der er adskillige fordele ved netværksbaseret vækst. Dels skaber det ny innovation, når meget forskellige kompetencer mødes og udfordrer hinanden til nye konstruktive ideer og produkter. Og dels er det en yderst fleksibel, dynamisk og målrettet metode, der tilpasses kunden og markedet i et dynamisk samspil.
Vi mener, at dansk erhvervsliv kan udvikle sig positivt ved at lære af disse kvinders måde at tænke virksomhed på, der inkluderer miljømæssig bæredygtighed, etisk ansvar for virksomhedens produkter og produktionsmetoder, personlig og faglig udvikling, samt værdien af gode samarbejdspartnere i skiftende relationer. Samtidig er vi naturligvis ikke blinde for at kvinder har et uindfriet potentiale, der kan bringes bedre og mere effektivt i spil i relation til økonomisk vækst – men deres egne præmisser skal danne udgangspunkt.
|